Timmy-tid – dogme-tv til de mindste

Timmy - hovedperson og et lille får på tre år

“Baaaaah”, “miiiiiiv”. “Kuuu-dooo”, “kwak-kwak”, “kååå-råå” og så starter hele smøren forfra. Hvis forældre alene skulle vælge børne-tv ud fra kvaliteten af dialogen, ville tv-serien “Timmy-tid” utvivlsomt blive fundet for let af langt de fleste. Der bliver nemlig ikke ytret ét eneste forståeligt ord i serien, der henvender sig til børn i førskolealderen. Derfor kan det nærmest virke selvmorderisk for forældre at investere i en serie, der rent kommunikativt er på niveau med at lytte til en samling vuggestuebørn, men “Timmy-tid” er heldigvis langt mere.

Serien er tredje knopskydning på det britiske animationsstudie Aardmans kæmpesucces om den skøre opfindertype Walter og hans hund Trofast (Wallace & Grommit). I den oprindelige tv-serie optræder et forslugent får, der havde så meget potentiale, at det fik sin egen tv-serie i form af “F for får”, der handler om fåret Shaun (Shaun the Sheep). Og det var ud af “F for får”, at det lille lam Timmy dukkede op og til sidst fik sin egen tv-serie.

Aardmans mod (eller vanvid)?

I tv-serien følger vi det lille lam Timmy, der går i (dyre-)børnehave med sine venner. Timmy er impulsiv, frembrusende og i tillæg en anelse enfoldig. Til gengæld er der ikke et gran af ondskab i ham, og de fleste episoder udspiller sig ved, at Timmy i sin iver og tankeløshed kommer til at gøre et af de andre dyr ked af det, og så gør det hele godt igen til.

Alle vennerne i Timmys børnehave - ugle-pædagogen Osbourne mangler på billedet, så det er nok ham, der holder kameraet

Alle afsnit foregår i børnehaven, hvilket igen viser Aardmans mod (eller vanvid), for hvordan holder man en serie kørende uden dialog, og uden at man kommer udenfor de rammer, som børnehaven danner om serien?

Det gør man ved 1) at lave fremragende håndværk i form af farverige figurer og fantastiske kulisser og 2) enkle men alligevel spændingsfyldte forløb med en simpel konflikt, der bliver løst til sidst.

Aardman viser med “Timmy-tid” eminent kendskab til målgruppen af børn i førskolealderen. Her handler det om at præsentere børnene for et gennemtrygt og overskueligt univers, hvor de små kan lære om værdien af at dele, tage hensyn og erkende egne fejl.

Hele serien emmer af kolossal disciplin fra magikerne i Aardman Animations – ikke en eneste gang sniger, der sig et rumskib, en helikopter, en røver eller andre distraktioner og tomme kalorier ind i billedet.

Samlet bedømmelse

• Overdommerens dom (hvad siger barnet til den?):  Timmy får altid et smil frem på læben hos min søn, selvom han ikke er favoritten herhjemme.
• Univers (hvor unik er ideen og figurerne i historien?): Det kræver mod at lave en hel tv-serie uden dialog, der foregår på matriklen af en børnehave. Aardmans evner indenfor stop-motion er uden sidestykke.
• Historie (hvor fængende er historien?) De enkelte afsnit følger samme skabelon, men formår alligevel at fremstå som friske.
• Repeat-tortur-faktor (hvor mange gange kan forældre udholde at se den sammen med barnet?): Hvert afsnit af “Timmy-tid” tager ti minutter, så du dør ikke af det. Hvis den kører på “heavy rotation” hjemme hos jer, kan det godt blive langhåret.
• Værdier (hvor “sunde” er de værdier, som det pågældende børne-tv, videregiver?): Vi ønsker os alle inderst inde et barn som Timmy – frisk, udadvendt og nysgerrig og med hjertet på rette sted.

Karakter: 5/6

Bonus: Prøv at lyt til introsangen til “Timmy-tid”. Den er…skal vi sige…smittende: 

 

Biler – succes og skuffelse i et

Et lille udvalg af "Biler"-merchandise - en begynderpakke så at sige

Animationsfilmen “Biler” (2006) er noget så paradoksalt som en stor succes og en stor skuffelse på samme tid. De kreative genier i Pixar er vant til at høste ros og jubel for alt, hvad de laver, men filmen “Biler” fik relativt lunkne anmeldelser, da den havde premiere. Og biografpublikummet var ligeså lunkent over for filmen, om en verden befolket af talende biler.

På trods af det kølige anmelderkorps og de forbeholdne biografgængere var “Biler” imidlertid også en dundrende succes. For sjældent har en animationsfilm så effektivt kunnet sælge merchandise til verdens små drenge og piger. I 2011 lød et forsigtigt skøn på, at filmen har solgt for $10 milliarder legetøj fra 2006 til 2011 – det er mange modelbiler, pudebetræk med Lynet McQueen, Biler-chokolader og Biler-Duplo-byggesæt! Det placerer “Biler” på linje med giganter som “Star Wars”, “Spider-Man” og “Harry Potter”, når det handler om indtjening på merchandise. Min nevø har nærmest samtlige biler på sit værelse, og min egen søn har i en alder af 2½ allerede udviklet en forkærlighed for sin trøje med Lynet McQueen.

En animeret Doc Hollywood

Filmen “Biler” handler om den overmodige, indbildske og arrogante racerbil, Lynet McQueen, hvis højeste ønsker er at vinde “Stempelpokalen” og den eftertragtede kontrakt med racerholdet “Dinoco”. Men før vor anti-helt kan nå så langt strander han i den lille amerikanske flække, Kølerkildekøbing, der befolkes af en samling godmodige originaler.

Lynet McQueen fra Pixars "Biler"

Hvis du synes, at de begynder at lyde bekendt, er det fordi historien låner venligt fra halvfemser-filmen Doc Hollywood med Michael J. Fox i hovedrollen, som den indbildske unge kirurg, der søger materiel rigdom som plastikkirurg i Beverly Hills, men ender med at strande i den lille by, Grady, hvor han lærer lidt om livets sande værdier.

Man sku' altid bo på landet - de sande værdier i Kølerkildekøbing

Sådan er det også i “Biler”. Lynet McQueen afskyr først den simple og bonderøvske by og de enfoldige typer, der bebor den, men der går ikke længe, før han begynder at sætte pris på de bagvedliggende værdier: ærlighed og trofasthed.

Det er drivende sentimentalt, men også et kendt romantisk tema i mange tegnefilm og fortællinger. Troen på, at vi i vores moderne, stressede og materialistiske liv har tabt de sande værdier af syne. Værdier, som kun kan genfindes ved at “go back to nature” eller flytte på landet til de langsomme og traditionsbundne samfund, hvor en mand er en mand, og en mand holder sit ord. Den romantiske længsel efter gamle dage er heller ikke et nyt tema for Pixar at kaste sig over. Bare se på Toy Story, der over tre film begræder tabet af den autentiske og fantasifulde leg til fordel for Nintendo, film og tv.

Uelegant and so what?

Hvis man udelukkende anvender kunstkritikerens briller, vil filmen “Biler” ende som en gang blød og underligt uelegant mellemvare. Men når man har set sin søns lyse op ved synet af den bondske “Bumle” eller mimet med, når lastbilen “Mack” laver ansigter, eller danset når Chuck Berry leverer en fantastisk “Route 66”, så ved man, at der er mere i “Biler” end bare en halvtynd historie.

Farverne og de skinnende maskiner appellerer bare til børn. Eksempelvis traktorerne, der er biler-verdenens svar på køer, kan få min søn til at stoppe op. Og selv for voksne er der noget underligt uimodståeligt over, benzindampende amerikansk romantik for fuld udblæsning – bedst eksemplificeret ved Rascal Flatts “Life is a highway”, der er en del af “Bilers” soundtrack:

Samlet bedømmelse

• Overdommerens dom (hvad siger barnet til den?): Vi har seriøst nok set filmen over 50 gange. For tiden er det musikken, der er det fantastiske. Så var det traktorerne. Så var det Bumle.
• Univers (hvor unik er ideen og figurerne i historien?): At lave en film, hvor mennesker er skiftet ud med biler, fungerer forunderligt nok.
• Historie (hvor fængende er historien?) Selve historien er filmens svageste punkt. Det er ren Hollywood-skabelon.
• Repeat-tortur-faktor (hvor mange gange kan forældre udholde at se den sammen med barnet?): “Biler” har reddet mange alt for tidlige morgener her på adressen.
• Værdier (hvor “sunde” er de værdier, som det pågældende børne-tv, videregiver?): “Det er fedt at være ærlig og trofast”. Man bliver ligesom lidt træt af budskabet, når det ikke er formidlet mere elegant.

Karakter: 5/6

Fun Fact: Den danske tegner og musiker Jørgen Klubien fra Danseorkestret var med til at tegne “Biler”.

Op – ingen over

Hvis man vil finde de klassiske kendetegn ved et mesterværk, behøver man blot at kigge på Pixars animationsfilm “Op” fra 2009. Først og fremmest er “Op” en rasende modig børnefilm, fordi den udfordrer stort set alle konventioner for, hvordan en succesfuld film bør være.

Før jeg kaster mig ud i at beskrive, hvori filmen “Op”s mod består, bør jeg måske ganske kort fortælle om filmens handling. “Op” handler om pensionisten Carl Fredericksen, der mister sin elskede kone Ellie og beslutter sig for at drage på en luftfærd i sit ballon-drevne hus for at realisere en gammel drøm om at besøge stedet Paradise Falls i Sydamerika. Han får følgeskab af den lettere nørdede tyksak og spejderdreng, Russell. Allerede i den beskrivelse er der masser af beviser på Pixars og idémanden Pete Docters mod.

Modige hovedpersoner
At bygge en animationsfilm med et budget på en lille milliard op om en gnaven gammel pensionist med stok og en overvægtig spejderdreng er en af “Op”s genistreger. Den stoler nok på sin egen historie og på de menneskelige dramaer til at lade helt almindelige og fejlbarlige skikkelser være hovedpersoner.

Centralt står fortællingen om Hr. Fredericksens dybe kærlighed til sin kone Ellie, og det kolossale savn, han oplever, da hun er borte. Montagen, hvor Ellie og Carls liv sammen oprulles i 4 minutter uden nogen form for tale, er uden sammenligning den stærkeste sekvens, der er lavet i en tegne- eller animationsfilm (jeg hører gerne bud på andre sekvenser, men hvis du siger, der hvor Simbas far dør i “Løvernes Konge”, så slår jeg dig! Det er på ingen måde i samme klasse). Selv efter at have set den et utal af gange snøfter min kæreste rutinemæssigt, og jeg bliver selv grødet i mælet. Jeg tror, at grunden til at fortællingen stadig rører os så dybt er, at Pixar har turde fokusere på helt almindelige menneskers helt ualmindelige følelser.

Et modigt opgør med “snakkesygen”
En almindelig skavank ved meget børne-tv er en nærmest sygelig tro på dialog og snak som nødvendige for at drive handling fremad. “Snakke-børne-tv” er en kolossal uskik, for børn kan sagtens afkode handling ud af billeder, udtryk og lyde. Når “snakke-sygen” har ramt børne-tv-industrien, skyldes det utvivlsomt enten dovenskab eller høje produktionskrav – der skal bare laves nogle afsnit i en fart. Det betyder, at produktionsselskaberne ikke afsætter tiden til 1) at udvikle stærke historier og 2) ikke giver sig tid til at fortælle historierne med billeder frem for dialog. Resultatet bliver tynde historier, der pustes kunstigt op af tonsvis af ord – børne-tvs svar på at pumpe vand i hamburgerryg.

Filmen “Op” går direkte imod denne tendens til dialog-pumpning og er decideret nærig med snakken. Mest markante eksempel er ovennævnte fire minutters sekvens, der kun bæres af billederne og komponisten Michael Giacchinos eminente musik.

Den dybe fortælling

Endelig er der dybden i fortællingen om Carl Fredericksens tur til Paradise Falls. Den kan fastholde min søn på to, fordi der er en rigdom på farver, bevægelse, dyr og lyde. Men historien fungerer ligeså godt for mig som voksen, der naturligvis bliver fanget af dramaet, men også dybt rørt, fordi filmen piller ved store temaer som “barndom”, “drømme”, “kærlighed”, “tab”, “alderdom”, “trofasthed”, “ærlighed” og “ensomhed”. Filmen “Op” er en hyldest til barndommen og kærligheden. Den bruger et barns fantasifulde og grænselæse univers til at fortælle en voksen historie om noget så jordnært som et ægteskab.

Samlet bedømmelse

• Overdommerens dom (hvad siger barnet til den?): Hans yndlingssekvens er der, hvor ballonerne stiger til vejrs og løfter Carls hus. Scenen er ladet med symbolik. Det er her, hvor Carl giver los og realiserer sin drengedrøm om at flyve til Paradise Falls.
• Univers (hvor unik er ideen og figurerne i historien?): Der er en detaljerigdom, som kan gøre en åndeløs. Alle de bærende karakterer fra Hr. Fredericksen over drengen Russell til den opdagelsesrejsende Charles Muntz rummer både tragedie og styrke.
• Historie (hvor fængende er historien?) Du har aldrig set noget lignende.
• Repeat-tortur-faktor (hvor mange gange kan forældre udholde at se den sammen med barnet?):Vi har set filmen tæt på 50 gange nu. Den er stadig stærk.
• Værdier (hvor “sunde” er de værdier, som det pågældende børne-tv, videregiver?): Trofasthed, ærlighed, mod, eventyrlyst, ungdommelighed og legelyst. “Op” promoverer klassiske værdier – men den gør det uden at prædike, og den giver plads til at fortælle om omkostningerne samtidig.

Karakter: 6/6

Børnefilm: Årets julegavehits

Med godt en uge til juleaften er det ved at være panik-tid for forældre og voksne, der mangler at købe gaver til de kære små. Derfor kan det være en hjælp at støtte sig til, hvad markedet mener er sikre hits.

Følgende liste er en top-tre over de bedst sælgende børnefilm lige nu på henholdsvis siden Cdon.com og Play.com:

1. Biler 2: Den tolvte film fra det kronisk succesfulde studie Pixar er et garanteret julegavehit til raske drenge og piger med benzin i blodet. Filmen bryder med den landlige idyl i Kølerkildekøbing, og filmen om en verden befolket af talende biler er nu forvandlet til et klassisk agent-action-brag.

2. Smølferne:  Peyos elskede tegneserie om de små væsner smølferne fik i 2011 en tur i Hollywood-maskinen, og ud kom en vanskabning, som fik anmelderne til at korse sig, men som tilsyneladende ikke har påvirket salget af filmen.

3. Rio: En animationsfilm fra skaberne af Ice Age-filmene. Filmen handler kort fortalt, om papegøjen Blu, der tror, at han er den sidste af sin slags og går på jagt efter den selvstændige hun-papegøje Jewel i storbyen Rio de Janeiro.

Redaktørens forslag
Hvis du ikke er tilfreds med blot at købe, hvad andre køber, så kan du lidt længere nede på listen finde min personlige favorit, nyklassikeren “Op” fra ovennævnte Pixar. Mere gribende, betagende, anderledes og fantastisk børnefilm finder du ikke – den er en fornøjelse for både børn og voksne.

Den legedariske montage-scene “Married Life” fra børnefilmen “Op” kan stadig fremtvinge tårer og velvoksne klumper i halsen, selvom vi vel har set den 50 gange efterhånden:

Rorri Racerbil – skal vi ikke tjene nogen penge?

Rorri Racerbil - velmenende, naiv og impulsiv

Det er “big business” nu om stunder at lave tv til børn, og  aktører som Nickelodeon, Cartoon Network og Disney laver årligt milliardoverskud. Måske er det endda blot en kær myte, at der var engang, hvor børne-tv og historier til børn blev drevet af glade ildsjæle med en god fortælling på hjerte.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at lede efter det, som jeg med et fortærsket udtryk vil kalde “sjælen”, når jeg ser børne-tv. Hvad er det, de vil mig med den her historie?

“Show me the money”
Med tv-serien om “Rorri Racerbil” er det svært at komme frem til anden konklusion, end at britiske Chapman Entertainment (der også står bag tv-serien om “Fifi og blomsterbørnene”) vil have mine penge. TV-serien handler om den røde racerbil Rorri, der bor på Sølvbækbanen. Her er han omgivet af sine venner, der er en blanding af racerbiler, mennesker og en kanin i en kedeldragt (Flap hedder han).

Karaktererne i Rorri Racerbil - det er Rorri med hatten til højre

Karaktererne i “Rorri Racerbil” følger den kendte skabelon, hvor bilerne er som børn – velmenende, naive og impulsive – mens det er op til menneskene at holde nogenlunde styr på løjerne. Den model har vi set i eksempelvis “Thomas og vennerne” og i Byggemand Bob, som Keith Chapman fra ovennævnte Chapman Entertainment sjovt nok også står bag.

“Osteklokke-univers”
Figurerne i “Rorri Racerbil” lever i en verden, hvor det som oftest handler om at køre løb eller forberede sig til løb på Sølvbækbanen. Det lyder lidt fattigt, og det er det egentlig også. Man får fornemmelsen af et sært “osteklokke-univers”, hvor verden stopper for enden af racerbanen, og alle karakterer genopfører det samme trætte skuespil dag efter dag.

Tv-serien er lavet med den efterhånden meget brugte blanding af “stop motion” og computeranimation, og der kan ikke sættes en finger på udførelsen. Scenerne glider, og ikke mindst løbscenerne er imponerende og med masser af fart.

Men det er også her, at serien for alvor afslører sin svaghed. For er “Rorri Racerbil” andet end et forsøg på at udnytte små børns fascination af biler og maskiner? Figurerne er enten underligt uvedkommende (som Rorri) eller decideret irriterende (som Store Chris og den besynderlige kedeldragt-kanin, Flap). Så når producenterne på den danske hjemmeside for “Rorri Racerbil” begejstret skriver, at det var David Jenkins, der fik ideen til serien, da han var på racerbane med sin 18 måneder gamle søn, Tom, tænker man uværgeligt, at det virker som en efterrationalisering af et slet skjult forsøg på at skabe en tv-serie med masser af merchandise-muligheder.

Måske er det den danske stemme til Store Chris - han er ihvertfald et røvirriterende bekendtskab

Samlet bedømmelse

• Overdommerens dom (hvad siger barnet til den?): Tro mod sin alder er min søn følger min søn med, så snart der er biler på skærmen.
• Univers (hvor unik er ideen og figurerne i historien?): Man kan næsten se tjek-listen for sig: “Vi skal bruge nogle maskiner, der opfører sig lidt som børn. Tjek! Og så skal vi have nogle mennesker, der kan holde dem i ørene. Tjek!” .
• Historie (hvor fængende er historien?):Der er faktisk ikke så meget at lave på en racerbane ud over at køre løb.
• Repeat-tortur-faktor (hvor mange gange kan forældre udholde at se den sammen med barnet?): Hvis der da bare var en af karaktererne, som man kunne holde af.
• Værdier (hvor “sunde” er de værdier, som det pågældende børne-tv, videregiver?): “Rorri Racerbil” er tomme kalorier i tv-form. Det kan måske nok holde dit barns interesse fanget en tid, men der er ikke noget inde bagved.

Karakter: 2/6

Noddy – Pinocchio i egen bil

Det er ikke stor animationskunst, som præsenteres i tv-serien “Noddy”. Landskaberne er underligt syntetiske med græsarealer, der ligner et grønt gulv i en sportshal, eller træer, hvor grenene flyder sammen til en samlet kugle. Figurerne, der befolker fantasiverdenen i Legeby, bevæger sig også mærkeligt med stive bevægelser og underligt flade udtryk.

Noddy på kunstgræs

“I’m a real boy…uhm…toy”
Men på sin vis er den uvirkelige følelse i “Noddy” meget passende i forhold til den oprindelige historie, som tv-serien stammer fra. Karakteren Noddy blev skabt af den britiske børnebogs-forfatter Enid Blyton i 1949, og det blev til en stribe børnebøger, om den lille figur i årene frem til 1963.

I den oprindelige historie er Noddy en lille dreng af træ, der skabt af en træskærer. Men Noddy flygter og havner i Legeland, hvor han skal bevise overfor befolkningen af fantasifigurer, at han er et rigtigt stykke legetøj. De, der har set Disneys tegnefilm Pinocchio, vil se de klare paralleller mellem de to fortællinger (Disneys tegnefilm fra 1940 er baseret på italieneren Carlo Collodis børnebog “Le avventure di Pinocchio”). Men i modsætning til Collodis dystre og moraliserende fortælling om værdien af uddannelse og god opførsel, er fortællingen om Noddy en noget lettere beretning.

Lusk og Grumme: Vi er ikke ude på noget

Taxichauffør i Legeby
I den moderne tv-serie om “Noddy”, der er lavet af det britiske selskab Chorion, bor hovedpersonen i Legeby, hvor han i sin bil med det mærkelige horn fragter folk rundt i byen. Som mange andre populære figurer i børne-litteratur og børne-tv er Noddy barnlig i bogstaveligste forstand. Han er drevet af sine indskydelser, naiv, men uden et gran af ondskab i sig. Den eneste ballade i idyllen i Legeby står de to troldelignende figurer Lusk og Grumme for, og byens ordenshåndhæver Betjent Bom må siges at have verdens letteste job, når han skal prøve at løse “mysteriet” om, hvem der nu har lavet narrestreger.

Ud over Lusk og Grummes talrige forsøg på at skabe rav i gaden, drives historien af Noddys manglende evne til at tænke sine handlinger til ende. Som da han med magi laver en kopi af sig selv til at lave det kedelige arbejde med at køre folk rundt i byen, og byen ender med at være oversvømmet med Noddy’er. Det er oftest den nisselignende figur Langøre, der skal redde Noddy ud af kniben, og han fungerer både i de oprindelige bøger og i tv-serien som en art faderfigur for den naive hovedperson.

Samlet bedømmelse

• Overdommerens dom (hvad siger barnet til den?): Jeg har på fornemmelsen, at det eneste, der holder min søns opmærksomhed fanget, er Noddys gule og røde bil.
• Univers (hvor unik er ideen og figurerne i historien?): Enid Blytons univers Legeland har rimeligvis været banebrydende i 1949, men i 2011 er det meste set før. Produktionsselskabet Chorion har heller ikke gjort forlægget en tjeneste ved den sjuskede animation af tv-serien.
• Historie (hvor fængende er historien?): Man kommer faktisk hurtigt til at kunne lide figuren Noddy, fordi han er så eminent “clueless” (i mangel af bedre ord). Brugen af Malte Milner til at lægge stemme til Noddy er også en lille genistreg.
• Repeat-tortur-faktor (hvor mange gange kan forældre udholde at se den sammen med barnet?): Der er rent faktisk historier i tv-serien om Noddy, så du kan sagtens klare nogle afsnit.
• Værdier (hvor “sunde” er de værdier, som det pågældende børne-tv, videregiver?): Hold, hvad du lover. Ikke lyve. Lad være med at være doven. “Noddy” prædiker for det meste gode kristne dyder.

Karakter: 3/6

Olivia – en gris, du ikke kan nå

Charmerende ser hun ud, men lad dig ikke narre

Tv-serien om den lille gris, Olivia, indeholder en lang række klassiske elementer, der tidligere har skabt gedigne hits indenfor børne-tv. Eksempelvis er hovedpersonen, Olivia, fræk og udfordrer til stadighed normer og regler, hvilket var en vigtig ingrediens i Astrid Lindgrens succesfortælling om “Emil fra Lønneberg”.

Samtidig har Olivia en mere end livlig fantasi, der med mellemrum sender hende på ture til det Vilde Vesten eller gør hende til stjerne i sit eget TV-program. En livlig fantasi var også med til at skabe en af dansk børnefilms største successer, “Bennys badekar”, fra 1971. Det virkede også godt i den danske tv-serie om pigen “Nana” fra 1987

Endelig er der naturligvis det ofte brugte trick at lade dyr træde ind i menneskers roller, som jo har skabt fantastiske fortællinger siden grækeren Æsops tid.

For meget af det gode

Men på trods af alle disse succes-elementer formår Olivia aldrig at nå ind under huden på hverken mig eller min søn. Kun på den der ufattelig irriterende måde, som et myggestik, man ikke kan lade være med at klø i.

Der er nemlig noget underligt ucharmerende ved Olivia. Hvor Emil fra Lønneberg kunne slippe afsted med de vildeste skarnstreger, så er lunten anderledes kort overfor Olivias unoder. “Sikke dog en forkælet møggris”, tænker man, når hun igen har sat sine forældres tålmodighed på prøve. Olivias ture ind i fantasien virker også underligt påklistrede og overflødige – vi skal i forvejen tro på en verden, hvor grise har tøj på og kører i biler, hvorfor er mere fantasi så nødvendigt?

Menneske-testen
Hvis man som forsøg gennemfører “Menneske-testen” på tv-serien Olivia, åbenbares problemet. Man kan gennemføre “Menneske-testen” på alle fortællinger, hvor centrale centrale karakterer er forvandlet til dyr, maskiner eller andre væsner. Testen består i at forestille sig samme fortælling, men bare med helt almindelige mennesker i rollerne. Den fortælling, der står tilbage, er så at sige kernen, og hvis den ikke holder eller appellerer, så er der noget galt.

Efter at have været igennem “Menneske-testen” står tv-serien om grisen Olivia tilbage som en fortælling om en uopdragen møgunge fra forstaden, der får alt for lang snor af sine forældre.  Det sidste søm i seriens kiste er Olivias konstante brug af sætningen “leveregel nummer XXX”, som måske virker i et afsnit af “Sex and the City”, men er en dødssynd i et børneprogram.

Olivias skaber - der er noget helt galt her

Samlet bedømmelse

• Overdommerens dom (hvad siger barnet til den?): Min søn kan sige Olivias navn, men gider ikke se tv-serien.
• Univers (hvor unik er ideen og figurerne i historien?): Det er uden tvivl en unik og meget æstetisk streg, som skaberen Ian Falconer har skabt. Men at give grise tøj på, er simpelthen ikke nok til at trække en tv-serie op.
• Historie (hvor fængende er historien?): Måske egner serien om Olivia sig bare ikke til et dansk publikum. Det er ihvertfald helt umuligt at identificere sig med den lille gris.
• Repeat-tortur-faktor (hvor mange gange kan forældre udholde at se den sammen med barnet?): Du når ikke hele vejen igennem første afsnit.
• Værdier (hvor “sunde” er de værdier, som det pågældende børne-tv, videregiver?): Olivia burde koncentrere sig om sine lektier og så lade os andre være i fred. Seriens skaber Ian Falconer er utvivlsomt en fantastisk tegner, men han er ikke historiefortæller.

Karakter: 1/6

Barbapapa – en lyserød maskinstormer

Man kan mene, hvad man vil om tv-serien Barbapapa, men man finder ikke en meget bedre demonstration af farver og formers betydning for de allermindste børn. De pæreformede og kulørte væsner får for det meste min søn til at stoppe op og pege og smile, ligesom det yderst babyegnede navn “Barbapapa” nærmest var det første ord han lærte at sige.

One big happy family

Sentimentale forældre
Tv-serien er en børneklassiker med over 40 år på bagen. Det var Annette Tison og Uren Taylor, der skrev de første børnebøger, om den lyserøde Barbapapa (et væsen, der kan forvandle sig til alverdens former), der ender blandt menneskene og forsøger at passe ind. Han møder Barbamama, og de to stifter familie. Som man kunne læse i Information i forbindelse med “Barbapapas” fyrre års fødselsdag, så er mange af nutidens forældre vokset op med den farvede klump, hvorfor bøgerne stadig har succes, og tv-serien stadig kan opleves på tv (DR Ramasjang kører den med mellemrum).

Chokerende førstegangsmøde med Barbapapa
Jeg skal med det samme tilstå, at jeg ikke hører til dem, der har fået Barbapapa ind med modermælken. Faktisk var det først, da jeg selv blev far, at jeg fandt ud af, hvad historierne egentlig gik ud på. Og jeg var mildt sagt chokeret.

For her er ikke bare tale om en traditionel tegnefilm med nuttede figurer, der tøffer rundt i rimeligt trygge omgivelser og løser bagatelagtige problemer. Nej, “Barbapapa” går direkte i kødet på menneskers overforbrug og udnyttelse af naturens ressourcer – den lyserøde fyr er med andre ord hamrede politisk.

Eksempelvis da hans familie må tage kampen op mod en bande frådende nedrivningsmaskiner, der truer med at forvandle Barba-idyllen til en gold byørken af asfalt og beton. Eller da han må jage skruppelløse jægere på flugt, efter de har forsøgt at tage livet af babysæler i Arktis.

Barbafamilien flygter fra forurening

Barbapapa er for det meste uforstående over for menneskenes destruktive adfærd, og han forsøger sågar på et tidspunkt at søge efter erstatningsplaneter, som kan bruges, når jorden er ødelagt.

Belærings-Barba
Det er tydeligt, at “Barbapapa” ikke først og fremmest er i underholdningsbranchen, men i belæringsbranchen. Dette skal naturligvis ses i sammenhæng med den tid i begyndelsen af halvfjerdserne, hvor “Barbapapa” blev til. Det var her hele miljøbevægelsen blev fød, og dengang var budskaberne rimeligvis banebrydende, ligesom den belærende tilgang til børnebøger nok var normen.

Men i 2011 skal der bruges rigelige mængder postevand for at skylle de kluntede og til tider uhyrligt banale pointer ned.

Samlet bedømmelse

• Overdommerens dom (hvad siger barnet til den?): Min søn på to reagerer på de stærke farver og de runde, venlige figurer i tv-serien – og så kan han sige “Barbapapa”.
• Univers (hvor unik er ideen og figurerne i historien?): Det er ikke en heldig kombination at forsøge at få miljøpolitik og børne-tv til at finde sammen i skøn forening. Heller ikke selvom hovedpersonerne kan forvandle sig til alt ligefra en motorbåd til en kaffekande.
• Historie (hvor fængende er historien?): “Barbapapa” er i bund og grund en lang forfaldshistorie og længsel efter en mindre kompliceret og materialistisk tid. I længden bliver “Barbapapas” negative syn på menneskeheden faktisk deprimerende.
• Repeat-tortur-faktor (hvor mange gange kan forældre udholde at se den sammen med barnet?): TV-serien kan være et interessant indblik i synet på verden anno 1970, men når den fascination har lagt sig, er der ikke meget tilbage.
• Værdier (hvor “sunde” er de værdier, som det pågældende børne-tv, videregiver?): Selv hvis man er brændende engageret medlem af Greenpeace eller WWF, vil man have svært ved at identificere sig med værdierne i “Barbapapa”.

Karakter: 2/6

Børne-tv: Sådan vælger du gode programmer til dit barn

Alle forældre kender det. Aftensmaden skal laves, men ungen har ikke tænkt sig at sætte sig pænt på stuegulvet for at lægge puslespil. I stedet bliver der åbnet for skabe, slukket lys i køkkenet, åbnet for vandhanen, pillet ved toiletbørsten, hamret pyntegenstande hårdt ned i sofabordet, osv. osv. Løsningen bliver i ni ud af ti tilfælde at tænde for fjernsynet og få velsignet ro til madlavningen. Men roen kan være dyrekøbt, for med den følger en nagende dårlig samvittighed. Ser mit barn for meget TV? Tager han skade?

"Okay, okay, hvad vil I se?"

Den dårlige nyhed er, at forskningen rimeligt entydigt bekræfter, at især små børn godt kan få hæmmet indlæringen og den sproglige udvikling ved at se for meget fjernsyn. Særligt dramatisk var resultaterne i en canadisk undersøgelse af 1.300 børn i henholdsvis 2-års og 4-års alderen, der viste at for hver times ekstra daglig tv-kigning faldt præstationerne i skolen, når børnene nåede 10-års alderen.

Den gode nyhed er, at du som forælder med relativt simple greb kan sørge for, at dit barn får sunde tv-vaner.

• Råd #1: Deltag i dit barns tv-kigning: Når børns tv-kiggeri bliver problematiseret handler det oftest om, at børnene ikke bliver stimuleret, men blot sidder passivt og kigger. Derfor bør du som forælder tage del i det børne-tv, som dit barn ser – ligesom hvis du læser en bog højt. Det er ikke ensbetydende med, at du ikke kan gå til og fra, men at du fra tid til anden skal være med og tale med barnet om, hvad det ser og oplever på skærmen.
  

  Det behøver ikke være helt så hvinende idyllisk som her, men derhen ad...

• Råd #2: Tag stilling til, hvornår børne-tv er ok: Amerikanske forskere anbefaler maksimalt to timers tv-kigning dagligt til de helt små børn (0 til 2 år). Herhjemme har du ikke problemer med at finde børneeksperter, der mener, at selv det er alt for meget. Der er med andre ord ikke enighed, og derfor handler det i højere grad, om at I som forældre selv tager stilling til, hvornår tv-kigning er ok. Et princip, som vi selv støtter os til herhjemme er at lade vores søn se lidt tv om eftermiddagen, når han kommer hjem efter en lang og turbulent dag i institutionen. Her fungerer tv-kigning som en måde at hvile ørene på.
• Råd #3: Find ud af, hvad du mener dit barn bør se: Dette råd kan være svært at følge, hvis man ikke har en harddisk-optager eller en dvd-afspiller. De fleste forældre ender ofte med at lade deres børns tv-kigning diktere af, hvad der lige er på kanalen, når de har brug for det. Men ideelt set bør du bruge din viden fra jeres fælles tv-kigning til at tage stilling til, hvad du mener, at dit barn bør se. Her kan du i vid udstrækning stole på din egen intuition, for hvis du synes, at et program er åndssvagt og fordummende, så er det det sikkert også. Heldigvis kommer der i dag en masse børne-tv på gaden som både stimulerer og underholder børnene, så du skal nok finde noget. Ellers kan du jo trække på andres erfaringer og eksempelvis bruge anmeldelserne her på Fjernsyn for Dig som en ledesnor:). Når du så har fundet et udvalg af godt børne-tv kan du optage det eller købe dvd’er med favoritterne.
• Råd #4: Husk nærværet – så går det nok!: Ligesom du kan tillade dig en pose chips eller chokolade i ny og næ, hvis du blot motionerer regelmæssigt, kan du tage det helt roligt med tv-kigningen, hvis du i øvrigt sørger for at være nærværende overfor dit barn, tale med det og lege med det i andre sammenhænge.
  

  Et forældrepar, der kan tage det helt roligt - ELSKER "stock photos"

Drømmehaven – “take me to your leader!”

” Makka Pakka, Akka Wakka, Mikka Makka moo! Makka Pakka, Appa yakka, Ikka akka, ooo.” Hvis du er helt sat af på meningen af den foregående sætning, så er du tæt på den oplevelse, som de fleste forældre sidder tilbage med efter at have set BBC’s børneserie “Drømmehaven”. Det er tv-stationens tilbud til børn mellem 1 og 4 år, og der nåede at blive lavet 100 afsnit, før “Drømmehaven” blev stoppet i 2009.

Figurerne i Drømmehaven

Ifølge seriens skabere starter hvert afsnit i det magiske øjeblik, lige inden man falder i søvn – deraf navnet Drømmehaven. I begyndelsen ser man et barn, der er ved at falde i søvn, mens en voksen synger godnatsang. Herefter ser vi en båd med figuren Iggle Piggle, der lægger sig til at sove, mens stjernerne på himlen bliver til blomster. Herefter befinder vi os i selve “Drømmehaven”, som er et skovområde med vanvittigt grønt græs og en række sære væsner.

Udover førnævnte IgglePiggle er der Upsy Daisy, Makka Pakka, Tomliboo’erne og Pontipinerne. Ingen af væsnerne har replikker, men taler i lyde og med tydelig gestikulation, mens en fortælllestemme binder historierne sammen.

På handlingsplanet bevæger alt sig i sneglefart. At Tomliboo’erne eksempelvis skal kravle opad i deres hus, kan der gå fem minutter med at fortælle.

Filosofi bag tv-serien
Der ligger dog både overvejelser og idé bag opbygningen af “Drømmehaven”, hvis man skal tro skaberne af programmet (det var produktionsselskabet Ragdoll, der producerede for BBC).  Her understreger man, at serien handler om både at stimulere børnenes fantasi, få dem til at slappe af, underholde dem og gradvist lære at lege med ord.

Og det er da også tydeligt, at min søn reagerer på “Drømmehaven”. Der bliver smilet, når eksempelvis Toomliboo’erne kommer på banen, han forsøger at efterligne Makka Pakkas dans, og en overgang lavede han sågar de mærkelige spyttelyde, som Pontipinerne laver. Det er en slags trøst, fordi man som forælder i lange stræk føler sig lagt på en audiovisuel pinebænk med blippende luftskibe, pludrende babyvæsner og kulørte fugle.

En af min søns favoritter. Makka Pakka med sit lille båthorn

Især er det et irritationsmoment, at der intet er gjort for at finde på danske navne til figurerne i serien. Det giver hele “Drømmehaven” en hørm af metervare, der blot skal sælges til så mange internationale markeder som muligt.

Samlet bedømmelse

• Overdommerens dom (hvad siger barnet til den?): “Drømmehaven” er et hit hos min søn. Eneste indvending er, at han af en eller anden grund hader indledningen og skælder ud indtil den er væk.
• Univers (hvor unik er ideen og figurerne i historien?): En figur, der ligner michelinmanden og går rundt med et stykke sæbe på en cykel, er ihvertfald en unik idé. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde den god.
• Historie (hvor fængende er historien?): Der er tale om helt simple fortællinger, hvor målet er at få selv de mindste med.
• Repeat-tortur-faktor (hvor mange gange kan forældre udholde at se den sammen med barnet?): Du bør kun sætte den på tidligt om morgenen, hvor du stadig kun er halvt vågen. Ellers er det en kulørt ørkenvandring.
• Værdier (hvor “sunde” er de værdier, som det pågældende børne-tv, videregiver?): “Drømmehaven” videregiver som sådan ingen værdier – det handler kun om at skabe en god og afslappet stemning.

Karakter: 3/6